Om Galten Valgmenighed
Her møder du Gud, mennesker og fællesskab
Vi er som valgmenighed en del af Folkekirken og bygger på samme grundlag. Galten Valgmenighed er dannet i 2008
Bekendelsesgrundlag
Vi tror, at Bibelen er Guds inspirerede og urokkelige ord og bruger den som kilde og norm for kristen lære og liv.
Vi opfatter Folkekirkens bekendelsesskrifter som sand og forpligtende tolkning af de bibelske skrifter og sakramenternes betydning (dåb og nadver).
Menighedens identitet
Når menigheden mødes til gudstjeneste er det et fællesskab, hvor den enkeltes evner og nådegave bliver brugt til gavn for fællesskabet. Det sker primært ved medlemmernes deltagelse i tjenesteteams
De kirkelige ritualer minder meget om den traditionelle lutherske højmesse, men det er væsentligt at alle aldersgrupper kan føle sig hjemme i gudstjenestens atmosfære og udtryk. Vi har særlig fokus på børnefamilier og ønsker at møde dem i forhold til deres behov.
Galten Valgmenighed er en valgmenighed i Den danske Folkekirke og medlem af Menighedsnetværket i Evangelisk Luthersk Netværk.
Fokus og formål
Valgmenigheden arbejder for at kalde til personlig tro og efterfølgelse af Jesus Kristus.
I Galten Valgmenighed har vi et kontinuerligt fokus på
- At hvert menneske er skabt i Guds billede og elsket uendeligt af Ham.
- At alle aldersgrupper kan føle sig hjemme i gudstjenestens atmosfære og udtryk. Mens præsten prædiker foregår der spændende ting i børnekirke og juniorkirke.
- At nye altid er velkomne.
- At frivillige kræfter i menigheden bidrager ved gudstjenesten.
- At menigheden er et fællesskab af kristne, der samles for at høre Guds ord og lade sig lede af dét ord i hverdagslivet i tro og livsførelse.
- At valgmenigheden kan være et fristed og skabe et frirum til at være menneske, hvor der ellers i vores moderne samfund, ofte er fokus på krav, resultater og præstation.
- At forstå os selv som et fællesskab i lokalsamfundet i Galten/Skovby/Stjær-området og være aktive i mission og diakoni.